Kun en gang om året var der kontakt med omverdenen. Nemlig når forsyningsskibet kom med post og proviant. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet. Jørn Riel tager et hvil i en fangsthytte engang i 50’erne. Privatfoto. Isbjørnen Jagten i Grønland havde det primære formål at forsyne dem selv og deres hunde med mad og ikke mindst sørge for at skaffe kød til Koch-ekspeditionens videnskabsfolk, der blandt andet skulle undersøge, om der var værdifulde mineraler og metaller i undergrunden. – Vi lagde depoter ud til sommerekspeditionerne, så når de blev fløjet ud til, hvor de skulle være, lå alt klart. Proviant, telt, underlag, sovepose og alt, hvad de ellers skulle bruge, når de kom ud. Vi havde nok at lave, for det var lange afstande, det drejede sig om, og vi havde kun plads til 350 kg oppakning på vores slæde, siger han. Det var på en af turene i forbindelse med ekspeditionsarbejdet, at Jørn Riel blev bjørnejæger: – Vi var egentlig ikke på bjørnejagt. Vi var ude for at måle isens tykkelse. Det var vores pligt at lave ismålinger på forskellige steder, hvis der blev fundet metaller eller mineraler, så kunne de sejles ud, hvis ikke isen var for hård. Det var under sådan en ismåling, at jeg så bjørnen først, og så var det min pligt at skyde – og det gjorde jeg også efter bedste evne. Jeg vil indrømme, at jeg var en lille smule bange, da jeg stod over for sådan et vilddyr. Man bliver to mennesker, når man står i en sådan situation. Man bliver jægeren, der koldt og nøgternt ser på sit bytte. Og man bliver frygtelig bange, men denne angst beherskes af jægeren. Jeg trykkede på aftrækkeren, men der skete ikke noget. Jeg råbte til Ugge: ”Den funker ikke, den funker ikke!” Han sad på slæden og stoppede sin pibe, sindigt. Han foreslog så, at jeg skulle tage ladegreb på riflen. Det havde jeg simpelthen glemt. Det gjorde jeg så, og jeg skød. Jeg sigtede på hovedet, men ramte den i maven. Jeg må have ramt rygsøjlen. Den var lammet og kunne ikke springe, men den begyndte på fire ben at komme hen til mig, og så lød der et skud. Det var Ugge, der skød med sin gamle Remington. Og bjørnen lagde sig omgående. Men bjørnen var min. Jeg havde set den først, og jeg havde sat det første skud i bjørnen. Vi tog skindet af og lod hundene spise i to dage. Vi spiste ikke selv af bjørnekødet. Det skal man ikke, hvis man kan undgå det. Det er fyldt med trikiner. Jeg har nu spist bjørn mange gange. Hvis man hænger kødet i 20 graders frost i en uges tid og så koger det bagefter, er det fint. Det smager ikke så godt som sæl, men kan spises. Det er noget sejt. Jeg er ikke vild med det. Jeg vil hellere have sælkød, fortæller han Skindet af isbjørnen var en af de gaver, som han havde med hjem fra Grønland. Senere fulgte det med til Malaysia, hvor det hang på væggen indtil for nylig, hvor familiens rengøringsdame rørte ved skindet, og det nærmest smuldrede mellem hænderne på hende. Nogle aggressive termitter havde muntret sig med det, der tidligere var et bjørneskind. Termitterne er nu ikke de eneste dyr, der besøger den rielske residens. Hele tre forskellige abearter lægger jævnligt vejen forbi. En af aberne var for nylig så fræk, at den sprang ind i lejligheden, åbnede barskabet og stjal en flaske whisky. Eventyret tur-retur Det var i Grønland, at de mange farverige historier og karakterer, som indgår i Riels forfatterskab, blev født. Skrønerne flød, når fangerne og ekspeditionsfolkene mødte hinanden efter lange perioder uden selskab. – Vi spillede blandt andet kort med jægeren, der boede alene oppe ved Kap Humboldt. Han havde været helt alene i tre år, og vi tog op til ham. I starten var han meget tavs og genert, men da han havde fået noget rom, hjalp det. Vi blev deroppe i tre dage og havde det virkeligt festligt. Og vi gjorde det til en tradition. Vi havde 250 kilometer op til ham, som vi til- >bagelagde med slæden, fortæller han. Jørn Riel om fremtiden – Fysikprofessoren Stephen Hawking sagde for nyligt, at om 1.000 år vil der ikke kunne leve mennesker på jorden, og jeg tror, at han har ret. Tænk sig, hvor meget vi mennesker har nået at ødelægge på så kort tid. Jeg tror, at det er for sent at vende udviklingen. Når man tænker på, hvad vi har hældt ud af skidt og møg i havene og i luften. Og al den gift, som vi har udledt. Og alle de dyr, vi har udryddet. Så får man ikke meget fidus til fremtiden. Så det er bare om at nyde det, så længe vi kan. 02 / 2017 Jæger PLETSKUD 29
Download PDF fil