> Kontakten med omverdenen var ellers begrænset til, når det årlige skib kom med post og forsyninger. Og det var midt i årets travleste periode. Den korte sommer i Grønland er nemlig meget hektisk. Det handlede om at få ordnet alle årets gøremål, inden vinteren og mørket satte ind. Kulden og mørket i sig selv var imidlertid ikke noget problem for den tidligere Vesterbro-dreng: – Jeg har aldrig frosset så meget i Grønland som i Danmark. Denne her danske kulde, som er pakket ind i blæst. Den er rædselsfuld. I Grønland er der enten stormvejr eller vindstille. Og jeg vænnede mig hurtigt til mørket om vinteren. Vi stod op, når det passede os. Vi spiste, når det passede os. Vi sov, når det passede os, og gjorde i det hele taget alt, hvad der passede os. Om sommeren kom det ene skib om året, og når det kom med posten, så var der altid en del cirkulærer og andre mærkelige ting fra ministeriet, som jeg aldrig læste. Jeg var godt nok stationsleder, men jeg nægtede at læse det vrøvl, som de der embedsmænd fandt på. Det røg ulæst direkte i komfuret, fortæller han. Efter tre års uafbrudt ophold på Ella Ø og omegn vendte den dengang 21-årige Jørn Riel tilbage til Danmark med sælfangerskibet Jupiter, men Danmark var i mellemtiden blevet for lille til ham. – Jeg havde lært, hvordan livet kunne være. Hvor skønt det kunne være. Et liv uden faste regler og snærende bånd. Friheden havde med andre ord fået et fast tag i mig. Så jeg endte med kun at være hjemme i halvanden uge, inden jeg tog tilbage til Grønland. Og i den tid, jeg var i Danmark, opholdt jeg mig det meste af tiden nede hos provianteringshandleren for at købe ind til næste tur, fortæller han. Jørn tog til Scoresbysund. For her var Ugge vendt tilbage til sin familie, og han ernærede sig som fanger. De to fortsatte deres kompagniskab i nogle år. De samlede fugleæg, netfangede fjeldfugle, fiskede hajer, skød polarræve, gæs, havlitter og ryper, og hvad der ellers var af jagt- og fangstbare arter. I en periode var Jørn Riel udstationeret i Thule, hvor han var blevet ansat som radioassistent. Der oplevede han på nærmeste hold amerikanernes tvangsforflytning af de sidste grønlandske inuitter, der blev tvunget væk for at give plads til militærbasens aktiviteter. Et overgreb, som de danske myndigheder stiltiende accepterede: – Det var bedrøveligt. Den danske stat og de danske politikere var nogle rigtige røvhuller. Det var modbydeligt. De løj og manipulerede over for det danske og grønlandske folk. De ville bare fedte for de dumme amerikanere. Det er et sort kapitel i danmarkshistorien, siger han med indignation i stemmen. Nye græsgange Efter 12 år i Grønland var det tid til nye udfordringer. Han fik ansættelse i FN og var i de kommende syv år udstationeret i verdens brændpunkter. Fra den dag, han forlod Grønland, kom han til at længes tilbage. Selv efter de ting, som ikke umiddelbart er de mest attraktive ting ved livet mod nord: – I Grønland lærer man at blive ven med mørket, og jeg må sige, at jeg siden er kommet til at savne mørketiden vældigt meget. Det er jo en tid med stilhed og skønhed i måneskin og stjerneskin i fjeldene. Det er ufatteligt smukt. Det er en dygtigt lavet kulisse. – Jeg har altid været glad for mørket. Jeg har tilbragt 10 mørketider, hvoraf de tre var virkeligt mørke. I Scoresbysund var der kun mørkt fra november til februar. Der, hvor vi bor nu, er der liv hele døgnet rundt. Og alle butikkerne har åbent hele natten, siger han. Tiden som FN-udsending var i sagens natur noget helt andet end livet i Grønland. Det var ikke en tid, som han i dag ser tilbage på med ret stor begejstring: – Det var rædselsfuldt at arbejde i FN. Først blev jeg sendt op i Golanhøjderne. De startede en krig derovre, hvor syrerne sendte mortergranater ned i kibbutzerne, og jøderne svarede igen med forgiftede brønde. Så var det mit arbejde at få detaljerne frem fra civilbefolkningen – ikke militæret, det tog andre sig af. Jeg skrev rapporter og sendte dem med morsesignal, og så tog New York affære og fik skabt våbenhvile. Det var et kedeligt arbejde. For eksempel skulle jeg identificere otte små forkullede lig, der var blevet sprunget i luften af en vejsidebombe på vej hjem fra skole, siger han. Undervejs på sin færd rundt i verden mødte han den svenske præstedatter Anette, som han senere blev gift med, og de fik sammen to børn. I starten fulgte den lille familie med rundt i verden, men det blev i længden for utrygt, så de valgte at købe en gård i Småland, der i de næste mange år kom til at danne rammen om familielivet. Her kunne børnene gå i skole, og hustruen arbejde på Växjö Katedralskole. – Det var et dejligt sted. Og ikke mindst et trygt sted at være. Jeg var altid med de lokale, når der var elgjagt. For nogle år siden begyndte vi at blive plaget af vildsvinene. De pløjede vores marker op og ødelagde en masse. Og de er svære at jage, fordi de er så sky. Jeg satte et elektrisk hegn rundt om køkkenhaven og tænkte, at det kunne vel holde dem ude, men de rev hegn og hele lortet ned og åd alt, hvad der var, fortæller han. Jørns udlængsel tvang ham imidlertid ofte væk fra den svenske skovidyl på rejser til blandt andet Afrika, Syd- 30 PLETSKUD Jæger 2 / 2017
Download PDF fil