Vi favner mangfoldigheden Claus Lind Christensen, formand I slutningen af august bekendtgjorde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, at han vil tillade jægerne at udsætte flere fasaner i naturen end tidligere. Til gengæld skal jægerne gennemføre varige forbedringer af naturen. Den aftale er Danmarks Jægerforbund tilfreds med, og jeg har stor ros til ministeren for at følge en faglig indstilling fra Vildtforvaltningsrådet, der både fastholder jægernes muligheder for udsætning, og som vil skabe levesteder, der også tilgodeser andre arter end det jagtbare vildt. Fremtidens muligheder for udsætning af fasaner, gråænder og agerhøns har stor betydning for mange jægere, og ikke mindst derfor er vi tilfredse med ministerens beslutning. Vi har arbejdet hårdt for at fastholde muligheden for fortsat udsætning, ligesom vi frem mod septembermødet i Vildtforvaltningsrådet med faglige argumenter har arbejdet målrettet på at sikre jagttid på flest mulige arter i længst mulig tid. I Danmarks Jægerforbund arbejder vi for alle jægere, og det gør vi, fordi Danmarks Jægerforbund favner alle typer jægere: riffeljægere, haglbøssejægere, buejægere og falkejægere. Alle har samme store kærlighed til naturen og jagten. Det er ledestjernen i vores bestræbelser på at varetage danske jægeres interesser, om end vi naturligvis af ressourcemæssige hensyn kan blive nødt til at prioritere vores indsats fra tid til anden. Det har dog langtfra været tilfældet i den igangværende jagttidsrevision, hvor vi dels har sat alle sejl til, dels har prioriteret alle arter lige højt, idet vi har fulgt Vildtforvaltningsrådets princippapir for fastsættelse af jagttider, som vægter den faglige tilgang højt. Det betyder, at vi har arbejdet på at sikre jagttid på flest mulige arter i længst mulig tid ved at anvende den til rådighed værende faglige viden. Og det uanset om det er havlitter og taffelænder, der nedlægges af nogle få hundrede jægere, agerhøns, kron- og dåvildt, der nedlægges af nogle få tusinde jægere, eller råvildt, fasaner og gråænder, der nedlægges af mange tusinde jægere. Resultatet af anstrengelserne kendes af gode grunde ikke i skrivende stund, men den årelange indsats kan ingen med rette sætte spørgsmålstegn ved. Jeg håber, at vi med denne til- gang kan skabe en større homogenitet og et større sammenhold blandt jægerne, men også give en større forståelse af, at jagtens vilkår i fremtiden i højere grad fastlægges ud fra en faglig og biologisk tilgang. Det betyder, at vi også må acceptere, når fagligheden indimellem går vores jagtlige interesser imod. Og helt afgørende er den fortsatte opbakning fra alle jer medlemmer til forbundet, for at vi kan favne alle og gerne få flere med. Efteråret og den store jagtsæson står for døren. Oktober er måneden, hvor hovedparten af alle vildtarter må jages, og dermed kommer de fleste jægere af huse. Det er også tiden, hvor jægere mødes fra nær og fjern til store og små naturoplevelser, som alle har det til fælles, at de binder os jægere sammen i et passioneret fællesskab. Knæk og bræk! I øjeblikket er der 862 jagtforeninger under Danmarks Jægerforbund – her jægere fra Hyllested Jagtforening – og de fællesjagter, som de næste måneder vil blive afviklet, er en del af mangfoldigheden. Foto: Max Steinar. 4 LEDER Jæger 10 / 2017
Download PDF fil